Emilie Sonne Uhlott

Oprindeligt ville Emilie Sonne Uhlott egentlig have været antropolog, men snittet rakte ikke helt. I stedet valgte hun en anden uddannelse med fokus på mennesker i en samfundskontekst, nemlig uddannelsen som landinspektør. De sidste år har Emilie været projektleder på projekter, der kan fremme den grønne omstilling og arbejder ved siden af som ekstern underviser på landinspektøruddannelsen.

Landinspektøruddannelsen er et spændende mulighedsrum

Emilie Sonne Uhlott (29) afsluttede i 2019 uddannelsen som landinspektør og blev ansat hos Urland ApS, som er en by- og landskabsstrategisk tegnestue. Virksomheden udfører bl.a. bygherrerådgivning for energiselskaber og kommuner i forbindelse med store projekter inden for vedvarende energi som solcelleanlæg, vindmølleparker og Power-to-X. Karrieren hos Urland påbegyndte hun med praktikophold på 9. semester efterfulgt af et job som studentermedhjælper hos virksomheden på 10. semester.

Dialog med mange parter

Fælles for mange af projekterne hos Urland er, at de kræver dialog mellem mange parter, bygherre, kommunale forvaltninger, miljømyndigheder og – nok så vigtigt – helt almindelige borgere, som bliver berørt af de store grønne projekter i deres nærområde. For Emilie stiller det store krav til hendes formidlingsevner, men det er et arbejde, som hun trives i, og som måske ligger langt fra de flestes forestillinger om, hvad en landinspektør laver.

Udover planlægning og rådgivning fylder de bløde værdier i mit arbejde meget, og det tiltaler mig virkelig. Blandt andet kommer man ikke udenom konflikthåndtering, lokale hensyn og borgerinvolvering, når der skal etableres anlæg i det åbne land. Det indebærer også, at jeg arbejder meget med både skriftlig og mundtlig formidling til alt fra bygherre, myndigheder og helt almindelige mennesker, hvilket har været en positiv overraskelse, siger Emilie Sonne Uhlott.

Formidling, projektledelse og undervisning

Hun lægger ikke skjul på, at det kom bag på hende, hvor meget formidlingsdelen fylder i hendes arbejde. Derfor har hun efterfølgende suppleret med et kursus i projektledelse og konflikthåndtering i ”åben-land”-kontekst på Københavns Universitet.

Jeg ville gerne have mulighed for at dygtiggøre mig i de værktøjer, som netop har med procesafvikling, borgerinvolvering og konflikthåndtering at gøre, fordi det fylder så meget i projekter om vedvarende energi.

Den store viden, som Emilie siden 2019 har indsamlet, formidler hun i dag sideløbende med sit job videre som ekstern lektor på landinspektøruddannelsen. Da vi fanger hende, er hun på vej ind for at undervise 4. semester-studerende i ”Landskabs- og ejendomsanalyse samt det åbne lands planlægning”, og begejstringen for at formidle viden til de studerende er stor.

Noget af det, der giver mig størst glæde, er at videregive den viden og de erfaringer, som jeg selv har indsamlet. Herudover er jeg glad for at få lov til at opleve, hvordan de studerende får de her ”åbenbaringer”, som jeg også selv oplevede som universitetsstuderende.

Masser af nuancer og relevans i jobbet som landinspektør

Den hidtil største professionelle sejr har Emilie oplevet i sit arbejde hos Urland, hvor hun for nylig hjalp et vindmølleprojekt i Vesthimmerlands Kommune gennem Planklagenævnet.

Jeg venter stadig på at se vindmøllerne blive opført, men det har været fantastisk motiverende at opleve, at jeg selv har gjort en forskel, når det kommer til gennemførelsen af den grønne omstilling i praksis, forklarer hun.

Emilie Sonne Uhlott fortsætter i dag med at følge landinspektøruddannelsen tæt, og det er hendes håb, at endnu flere vil få øjnene op for uddannelsens meget brede indhold.

Når jeg i dag taler med arkitekter, byplanlæggere og andre faggrupper, oplever jeg ofte, at de siger ”Gud, hvorfor var jeg ikke opmærksom på den uddannelse, da jeg skulle læse”. Når man har en uddannelse som landinspektør træder man ind i et utroligt spændende mulighedsrum, fordi den ikke alene har høj relevans, men også masser af nuancer, som giver et væld af muligheder for at præge ens arbejdsliv i den retning man ønsker, slutter Emilie Sonne Uhlott.

Læs flere inspektører fortælle om deres karrierevalg

Andreas Kildebo
Landinspektør

Joackim A. Christensen
Landinspektør

Rasmine Sørensen
Landinspektør

Simone Starup
Landinspektør

Mathias Gyldendal Bilstrup
Landinspektør

Idamarie Jørgensen
Landinspektør

Omid Hassani
Landinspektør

Emilie Sonne Uhlott
Landinspektør

Terese
Landinspektør