Thit Godiksen
23-årige Thit læser til Landinspektør på Aalborg Universitet i København på 4. semester.
Thit har ligesom mange andre studerende på Landinspektøruddannelsen et studiejob. Hun arbejder hos ingeniør- og arkitekturrådgivningsvirksomheden COWI A/S, hvor hun indgår i deres areal – og rettighedsafdeling.
Her sidder jeg med store statslige projekter om ledningsnedlægning og baneprojekter. Jeg synes, det er rigtig spændende og fagligt givende at arbejde side om side med mine kolleger, som har arbejdet i virksomheden i 10 år. Det er vildt, at jeg får lov til at indgå nogenlunde på lige fod med dem, forklarer Thit.
Lige for tiden arbejder Thit på et projekt på Lolland, hvor det er hende, som står som kontaktperson for lodsejerne og afholder møder med kunderne. Her forhandles der om lov til at nedlægge ledninger på deres ejendom.
Jeg synes, det er spændende, fordi man får lov til at opleve, hvilke virkelige projekter man kan komme ud og arbejde selvstændigt med i fremtiden. Dét, at vi får lov allerede som 4. semester studerende at være med direkte i projekterne, er super givende.
Uddannelsesvalg baseret på yndlingsfag
Da hun i sin tid stod og skulle vælge uddannelse, drømte hun om en vej, hvor hun kunne kombinere samfundsfag, matematik og geografi, som var hendes yndlingsfag i gymnasiet. Den kombination og meget andet fandt hun i landinspektøruddannelsen.
Jeg valgte at læse til landinspektør, fordi jeg godt kunne tænke mig en bred uddannelse, hvor man både bliver superskarp i nogle specifikke fagligheder, og jeg kunne godt tænke mig at kombinere det praktiske med det teoretiske, siger Thit
Efter uddannelsen, ser Thit særligt frem til at specialisere sig i offentlige projekter inden for jordfordeling og strategisk byplanlægning. Men som hun selv siger, er det stadig usikkert, hvad hun ender med, da landinspektøruddannelsen åbner mange døre.
Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at arbejde for staten med store projekter eller arbejde med byplanlægning i København og være med til at udvikle, hvordan de nye bydele skal skabes
Livet på studiet
Landinspektøruddannelsen udbydes på Aalborg Universitet – både hos deres afdeling i København og Aalborg.
Ifølge Thit er der et rigtig godt studiemiljø på uddannelsen. Det mener hun er et resultat af de relativt små årgange, hvor samarbejde frem for konkurrence dyrkes grundet jobsikkerheden efter studiet.
Der er ikke nogen konkurrence på studiet, fordi for os handler det ikke om at få de bedste karakterer, vi vil bare gerne have at vi alle sammen kommer igennem sammen. Det er rigtigt rart, at der ikke er det her store studiepres, siger Thit
Under uddannelsen er der rig mulighed for at have et studiejob ved siden af. Det skyldes, at der stort set ingen ledighed er blandt færdiguddannede Landinspektører.
Vi bliver tilbudt gode studiejobs. Virksomhederne tilbyder os at komme ud og arbejde med store projekter, og selvom vi er studerende, får vi lov til at sparre med dem. Det gør, at vi bliver lært op undervejs, og når man har et halvt år tilbage af studiet, så har alle som regel en underskrevet ansættelseskontrakt
Thit synes, at man skal læse til Landinspektør, hvis man ønsker at have et afvekslende arbejde, hvor man både kommer ud i den friske luft, deltager i møder med kunderne iklædt den pæne skjorte og har en ”almindelig” hverdag på et kontor.
Hvis man overvejer at læse til jurist, eller arkitekt, så synes jeg, at man skal overveje at blive Landinspektør, fordi her får man mulighed for at kombinere alt det og følge store projekter til dørs.