Jacob Hagedorn Hansen
Landinspektørfaget er meget attraktivt, fordi vi lærer om både jura og planlægning, og så har vi også det tekniske aspekt, så vi kan måle og beregne. Vi kan være både en jurist, arkitekt og entreprenør og udfører et vigtigt arbejde i samfundet.
23-årige Jacob Hagedorn Hansen fra Bramming læser til landinspektør på 4. semester ved Aalborg Universitets afdeling i København.
Han er særligt er tiltrukket af alsidigheden ved uddannelsen til landinspektør. I gymnasiet var han glad for både samfundsfag og geografi, og det kan han gennem uddannelsen arbejde videre med. Herudover lærer han om det tekniske aspekt ved opmåling og Geografiske Informations Systemer (GIS) indenfor faget, hvilket er lige noget for ham.
Man skal læse til landinspektør, hvis man interesserer sig for de samfundsfaglige og geografiske aspekter, inklusiv det juridiske. Uddannelsen er meget alsidig, så man kan både være arkitekt, byplanlægger eller GIS-specialist, alt efter hvad man nu har lyst til, fortæller Jacob.
Glad for byplanlægning og opmåling
Jacobs interesser har udviklet sig gennem studiet:
Jeg kan godt lide at være ude at måle op og hele det tekniske aspekt ved faget som landinspektør. Det tiltaler mig at lave opmålinger og byplanlægning, fordi det spiller godt sammen med mine interesser, der også fik mig til at vælge studiet, siger han.
Jacob har endnu ikke valgt en specialisering på studiet, da det først er noget, man gør på kandidatdelen af uddannelsen. Men han regner med, at det skal være opmåling og kortlægning, selv om der også findes flere andre spændende retninger.
Gode chancer for at få et arbejde
Sammen med sine medstuderende har Jacob Hagedorn Hansen gode chancer for at få arbejde efter endt uddannelse. Hele 99,3 pct. af de nyuddannede landinspektører får nemlig arbejde.
Landinspektørfaget har flere fordele med god løn og store chancer for et interessant job. Den store alsidighed i studiet og de mange muligheder i faget bagefter er noget af det, jeg er rigtig glad for, forklarer han.
Landinspektøruddannelsen er alsidig, fordi den kombinerer den viden, som jurister, ingeniører og arkitekter har:
Vi er attraktive, fordi vi lærer ting, som mange andre uddannelser inden for byplanlægning ikke indeholder. Vi kan måle og beregne, så vi kan være både jurister og entreprenører på samme tid.
Studiejob inden for klimatilpasning
Som mange af sine medstuderende har Jacob et studiejob. Han arbejder i Københavns Kommune, hvor han arbejder med klimatilpasning, når byen skal sikres bedre mod skybrud i fremtiden.
Det er både spændende og relevant, fordi det handler om virkelige problemer. Jeg er ansat som GIS-konsulent, hvor jeg hjælper projektledere med at lave kort og lave analyser. Det kan eksempelvis handle om, hvor meget vand der falder på et område i løbet af et bestemt tidsrum. Gennem programmer kan jeg så beregne og udarbejde kort, der viser konsekvenserne ved et skybrud, fortæller han.
Med den lave ledighed i branchen er det let at få studiejob. På den måde supplerer mange studerende deres indtægter undervejs gennem studiet.
Der er meget lav ledighed inden for branchen. De fleste af os studerende har fået tilbudt arbejde, før vi er færdige med uddannelsen. Dét, at man tidligt i uddannelsen bruger det, man lærer, gør uddannelsen endnu mere tiltrækkende, mener Jacob.