Sæt spor i samfundet
Som landinspektør i det offentlige er du med til at forme fremtidens Danmark.
Når solcelleparker, byplaner, skoler og infrastruktur bliver til, begynder arbejdet længe før det første spadestik. Her er landinspektøren med fra start.
Mulighederne som landinspektør er mange, og der er stor efterspørgsel på arbejdsmarkedet.
Du kan arbejde i kommuner, styrelser eller ministerier. Du kan også arbejde i rådgivende virksomheder eller internationale organisationer.

Et job med mening
Søren Borkman er landinspektør og arbejder som jordfordelingsplanlægger hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, hvor han forhandler med lodsejere i nogle af Danmarks største grønne omstillingsprojekter.
Når ja.. og så er han også Tour Manager for The Minds of 99.
“Der er faktisk mange ligheder mellem mit job som landinspektør og som Tour Manager,” forklarer han. “Begge steder handler det om projektledelse, om at møde mennesker i øjenhøjde og finde løsninger, når tingene ikke går helt som planlagt”.
“Jeg kan bringe forskellige sider af mig selv i spil i mit arbejde, både det analytiske, faglige og det menneskelige. Det giver en variation i hverdagen, som jeg virkelig sætter pris på.”
Mød de studerende
Hvordan er det egentlig at læse til landinspektør?
Her kan du dykke ned i de studerendes egne fortællinger og oplevelser fra hverdagen på studiet.
De fortæller om fagligheden, det gode studiemiljø og de mange muligheder, der åbner sig efter uddannelsen.
Flere nævner også udsigten til vellønnede job og en af landets laveste ledighedsprocenter som en stor fordel.
En hverdag med variation
Som landinspektør i det offentlige arbejder du i spændet mellem mennesker og den nyeste teknologi.
Du nørder med digitale kort, droner og data, når projekter skal planlægges, og er i dialog med borgere, virksomheder og myndigheder undervejs.
Nogle dage sidder du ved forhandlingsbordet eller foran skærmen. Andre dage står du midt i byen og opmåler en ny cykelbro eller en togstrækning.
Det giver en varieret hverdag, hvor faglighed går hånd i hånd med teknologi og menneskelig indsigt.










